Denne meditation har fokus på åndedrættet, som er endnu et redskab til at skabe bevidsthed til nuet. Åndedrættet ændrer sig med humøret. Det kan være langsomt og dybt, hvis vi er glad. Det kan være kort og overfladisk, hvis vi er vrede, anspændte eller stressede. Åndedrættet er som et anker. Vi har det altid med os. Det kan dermed give kroppen og sindet en stabilitet, hvis vi bliver bevidste om det. Det vil hjælpe dig med at håndtere uro, smerte, vrede, forholdet til andre mennesker og hverdagens stress.
Meditation er et enormt godt redskab til at skabe nærvær, forhindre tankemylder og blive opmærksom på, hvad der sker i og udenfor kroppen. Vi er ofte beskæftiget med at ordne og gøre en masse i hverdagen, uden at være opmærksom på, hvad der sker omkring os lige nu. Vi går måske og bekymrer os om fremtiden, planlægger hvad vi skal have til aftensmad eller grubler over fortiden. Så sker det, at sindet vandrer afsted, uden vi opdager det. Vi kommer dermed længere og længere væk fra nuet. Det kan sammenlignes med, at man kører på "autopilot". Når "autopiloten" er sat til, kan det være nemt at falde tilbage i gamle, uhensigtsmæssige mønstre.
Ved at blive mere bevidst om, hvad der sker i nuet, kan du blive mere opmærksom på dine tanker, følelser og kropslige fornemmelser. Du vil blive i stand til at vælge, hvilke tanker du vil handle på, og hvilke der bare skal parcere. Du undgår dermed en ophobning af følelser, som du normalt ville spise på. På sigt vil det også blive nemmere for dig at sætte grænser og mærke dine egne behov, fordi du er i kontakt med dig selv og din kerne.